Comwell Copenhagen Portside ligger i hjertet af Nordhavnen i København.

Her mødes de lokale til en god frokost, freelancere arbejder i det åbne Co-Work område mens møde- og overnattende gæster, er de typiske kunder.

Anderledes bygninger stiller særlige krav

Hos Comwell skal alle gæster føle sig velkomne og blive guidet godt og trygt rundt. ”Comwell Copenhagen Portside er en spændende og lidt anderledes bygning, hvor Arkitema Architects har ladet sig inspirere af havnens historiske pakhuse,” fortæller Comwells Brand Manager Linn Nielsen.

”Derfor var vi på udkig efter en samarbejdspartner, som netop kunne løse denne lidt særlige wayfinding-opgave. Her har Nonbye vist sig at være det helt rigtige valg.”

Hotellets arkitektur krævede noget ekstra

Hotellets arkitektur krævede således noget ekstra af Comwell og Nonbye for at finde frem til den rette og logiske wayfinding. ”Vi har gået meget rundt på hotellet sammen og haft en rigtig god sparring med Nonbye løbende gennem hele processen,” siger Linn Nielsen. ”De har været gode til både at lytte og komme med alternative forslag.”

Nærlæsning af etagetegninger bag omfattende planlægning

Nonbyes design- og marketingchef Jan Graus Sørensen har haft en væsentlig rolle i planlægningen af wayfinding på hotellet, som rummer 445 værelser, 17 konference- og møderum, 1200 m2 råt eventområde, restaurant og bar fordelt på syv etager.

”Det er væsentligt at skilte tilpas uden at overskilte,” fortæller Jan Graus Sørensen. ”Derfor har jeg gjort meget ud at nærlæse etagetegningerne og gå ture rundt på hotellet for at skabe et overblik over hotellets faciliteter, og hvilke ”ruter” en gæst typisk vil gå. Wayfindingen er tilrettelagt med små og eksklusive skilte/folieløsninger tilpasset Comwells visuelle identitet.”

“Der er valgt én farve pr. etage, og vi har været gennem en længere fælles proces for at ramme det optimale farvematch op mod vægfarver m.v.”

Smukke dekorationer i PVC-fri folie

Skulptør og grafiker Jan Agerbo har skabt en rød tråd gennem alle dekorationer på Comwell Copenhagen Portside som hotellets huskunstner. Han har således tegnet flere litografier med elementer fra Nordhavnen påført de rette ”koordinater” for at promovere området.

”Vi har været ansvarlige for at producere og montere de mange smukke foliedekorationer bl.a. til garderobemøblerne på værelserne, dekorationer på gange og i elevatorer samt dustede folieløsninger til vinduespartier ved kontorer,” fortæller projektleder Mads Stentoft Jensen fra Nonbye. ”Kunden har valgt en PVC-fri folie, hvilket er helt i tråd med vores anbefalinger – og samtidig understøtter det på bedste vis Comwells grønne fokus.”

”Nonbye har været dygtige og kreative og haft en interesse i at berige os med nye muligheder, vi måske ikke selv havde fundet frem til.”

– Brand Manager Linn Nielsen

Involvering og fleksibilitet er nøgleord

Projektering og opførelsen af et nyt hotel er en længerevarende proces, og mange dele vil naturligt ændre sig løbende. ”Det har været altafgørende for os, at Nonbye er kommet med stor fleksibilitet og forståelse for, at planer kan ændre sig med kort varsel,” siger hoteldirektør Chren Vilander Thomsen.

”Deres indstilling har været medvirkende til, at vi er nået rigtig godt i mål. Det er fantastisk også at opleve deres store involvering. Nonbyes medarbejdere har fx gået her flere weekender og hjulpet montørerne med flere af de praktiske ting i forbindelse med montagen af folien. Det kalder jeg engagement.”

Få din opgave rigtigt fra start

Uanset om du er lille eller stor, er det vigtigt at komme godt fra start. Gør brug af vores mangeårige knowhow inden for visuel profilering – kontakt os uforpligtende allerede i dag!

 

Caseansvarlig

 

 

Mads medarbejder - Nonbye A/S

Mads Stentoft Jensen